Snacket blandt Folck vaer til Bestandighed
Om Fuldmaanens Vee & Grue
Naar det klagede op mod hendes Skiær
Fra Vintrens kolde Eensomhed
Da frycktede de at Vargen vaer nær
Vakt vaer dends gamle Mayestet
Der vaer Døgn da nogen meenede at hafve seet
I hendes Lius, som han splidder med dend
Skygge som han spreer,
Skyggen aff een ikjend Mackt
Der den hylede mod sin Gud i infernaldsk Prackt
Dende Diefvels Herold, han herjede
Fra Kandt til Kandt, & mange aff Mandeæt forsvandt
Paa dend hun lyser, han binder; oc Helveds Ulv,
Han dræber, medens Afgrunden brager
Forbandelsen er her visseligen
Aff Diefvlen han bleff skiænked een Gave
Der ved Trolddom favned ham til Ulv
Ey vaer han længer een Guds Slave
Der ved Midnat vandred ofver hule Grave
|
|
